I vores behandlingsarbejde og i undervisningen på den interne skole arbejder vi med elevernes læring, trivsel og sociale udvikling. Vi er fagligt ambitiøse på elevernes vegne og fører eleverne til 9. og 10. klasses afgangsprøver i de fag, det er realistisk. Vi ser og møder alle børnene individuelt.
Sideløbende arbejder vi målrettet på, at de børn, hvor det er muligt, bliver parate til at blive inkluderet i folkeskolen eller folkeskolerelaterede skoletilbud, helt i overensstemmelse med de målsætninger, der ligger i lovgivningen.
Vores tilgang til det enkelte barn hænger sammen med det arbejde som bo-afdelingerne laver og vi samarbejde tæt omkring det enkelte barn.
Vi bestræber os på, at vores interne skole undervisningsmæssigt ligger så tæt op af folkeskolen som muligt. Skolen underviser fra 0. til 10 klassetrin, og vi arbejder med læringsmålstyret undervisning og individuelle elevplaner i et samarbejde med PPR i Holbæk. Vi tilrettelægger undervisning ud fra barnets niveau, og med udgangspunkt i at nå afgangseksamen.
Undervisningen foregår i små, trygge læringsmiljøer, hvor eleverne er delt op i grupper af 4-5 elever med baggrund i både deres faglige og sociale udfordringer. Der er knyttet 2,5 lærere og to pædagoger til de cirka 1 0-15 elever i skolen. Skolens ansatte og pædagogerne fra afdelingerne taler sammen dagligt, så skolen kan tage højde for, hvad eleverne oplever i døgnets øvrige timer. Kommunikation på tværs i personalegruppen, gør at personalet er klædt på til at skabe rammerne for hver enkelt elev.
Vi har fokus på at lære eleverne at begå sig i større grupper. Både så de bliver parate til folkeskolen eller andre skole-/uddannelsestilbud og i forhold til andre fællesskaber, senere hen i livet. Derfor har vi også fokus på det kollektive. Det kan være klasserumsundervisning, og det kan være den fælles morgensang, der styrker fællesskabsfølelsen. Det kan være ved fællesfaglige input ved afslutning og evaluering af temaer, hvor eleverne øver sig i at fremlægge og formidle for en større gruppe. Vi spiser formiddagsmad sammen med eleverne og skolens personale deltager ofte i frokost på afdelingerne.
På Orøstrand vil vi sikre, at børn og unge, der bor hos os, kender til deres rettigheder. Det gør vi ved at arbejde med børnerettigheder i vores undervisning igennem projekter og temauger. I Danmark har vi forpligtet os til at følge FNs Børnekonvention og derfor er det naturligt for os, at vi tager udgangspunkt i den, når vi taler om børnerettigheder. Vi omsætter Børnekonventionen til praksis i vores dagligdag og vi er optaget af, hvordan vi som ansvarlige voksne kan være med til at hjælpe børn og unge til at vide mere om deres rettigheder.
Vi er Unicef Rettighedsskole og deltager i undervisning og fælles temadage om dette med vores elevrepræsentanter. Vi laver 2 årlige tryghedsgennemgang med eleverne af både psykiske og fysiske rammer. Dette bringes til Orøstrands børne og ungeråd.
Vi er Danmarks eneste døgninstitution med intern skole der har egen dyrepark og samarbejdet mellem Dyrepark og skole er rigtigt godt. Vi inddrager dyreparken i skoledagen og undervisningen på mange forskellige måder, og der er tæt kontakt mellem skolens lærere og dyrepasserne.
Dyreparken er integreret i undervisningen. Som eksempel kan elever have engelsk grammatik i klassen, hvorefter de går i dyreparken og ”bøjer” dyrene i ental og flertal. Eller de kan have understøttende undervisning, hvor de i biologi har lært om dyrene og så går i dyreparken og taler om, hvilke lande vores dyr kommer fra, der er 54 arter i alt.
Den fungerer som et naturligt afbræk for en elev, der af den ene eller anden grund kan have svært ved at sidde stille. Eleven kan komme op og følge med en af dyrepasserne rundt og måske oven i købet få talt lidt om, hvad der er svært, samtidig med, at der fodres og kæles med dyrene. Muligheden for dette giver mange af vores børn et nødvendigt afbræk for at kunne gennemføre skoledagen og andre dage er det en forudsætning for at de kommer i skole.
En del af vores eleverne får mod på at tage dyreguideuddannelsen, der gør dem i stand til at vise dyreparkens eksterne gæster rundt i parken og fortælle om dyrene. Guideuddannelsen tages i skoletiden og giver eleverne viden om alle dyreparkens dyr. Selve eksamen er også øvelse til fremtiden – den er offentlig og overværes af skolelederen og dyrepasseren – og så får eleven et fint diplom.
Vi afholder en årlig skole-hjem-samtale. Normalt ligger den i november i forbindelse med børnekonventionens fødselsdag. Herudover har vi kontakt efter behov med forældrene.
Vi ringer og kan ringes til ved behov.
…Og så mødes forældre og lærere også på den årlige familielejr og til julearrangementet i december. Her er rig lejlighed til at tale både om undervisningen generelt og om de enkelte elever, også under mere uformelle rammer.
Vi ligger meget vægt på, at de af vores børn og unge som går i vores interne skole får oplevet andre skoler og derfor samarbejder vi med mange af de specialskoler der ligger i de omkringliggende kommuner.
Vi afholder skolernes motionsdage sammen og arbejder på at udvikle dette samarbejde i årene frem.
Orøstrand afvikler hvert år et stort stævne hvor der deltager omkring 200 børn og unge fra 10-12 heldagsskoler, stævnet foregår på Orøstrand. Det er et arrangement der strækker sig over 2 dage og hvor alle de andre overnatter i telt på Orøstrand.
I 2022 var stævnet et Vikingestævne.